Tur til Africa Proconsularis (Tunesien)

 

16. – 23. juni 2012

 

 

Vi flyver direkte fra København til Tunesien, hvor vi i Tunis bliver indkvarteret på et 4* hotel. Afhængig af hvornår vi ankommer, begynder vi programmet så hurtigt som muligt. Jeg forventer, at vi har den samme bus hele ugen sammen med en lokal guide.

Vi begynder med besøg i såvel det moderne Tunis som på det store Bardo Museum, der har en af verdens største samlinger af romerske mosaikker og meget andet fra antikken, blandt andet fund fra et spændende skibsvrag. Om eftermiddagen fortsætter vi til Karthagos ruinområder med rester fra såvel punisk som romersk tid. Det ligger alt sammen midt i en moderne forstad til Tunis. Vi slutter af i den hvide by: Sidi Bou Said.

Den næste dag kører vi ud til romerbyerne Bulla Regia og Dougga (Thugga), der ligger inde i landet. Undervejs ser vi de seværdigheder, der måtte dukke op!

Den fjerde dag fortsætter vi til El Djem (Thyschus) med det meget velbevarede romerske amfiteater, og vi besøger også det lokale museum med endnu flere romerske mosaikker. Vi fortsætter til Kairouan, hvor vi overnatter på et 5* hotel. Vi ser naturligvis de øvrige ikke-antikke seværdigheder i Kairouan.

Femtedagen er besøg i de sydligste romerske byer Sbeitla (Sufetula), Haidra og Medeina, hvor vi er i nærheden af ørkenranden, men vi vil helt afhængig af tid og lyst se, hvad vi kan i øvrigt.

Vi kører tilbage mod nord for at besøge Makthar (Mactaris) og Thuburbo Majus, og vi vil overnatte i hamammet på et 4* hotel.

Vores sidste udflugt går ud til Zaghouan med Castel og Nymfe-helligdom, der er udgangspunkt for den længste romerske akvædukt overhovedet, der bragte vand ind til det romerske Karthago, hvor der vil være rig lejlighed til at studere de berømte buegange.

Sidste dag er transfer til Monastir lufthavn og hjemrejse med direkte fly til København; skulle der være mulighed for en mindre udflugt inden hjemrejsen, vil det naturligvis blive arrangeret.

 

Overalt i romerbyerne står velbevarede rester af templer, badeanlæg, offentlige toiletter, gader, private huse og meget andet. Africa Proconsularis var en del af Roms spisekammer, så der var en stor eksport af korn, olivenolie og vin, der igen gav en betydelig velstand. I flere af ruinområderne vil vi også besøge de lokale museer. Alle de hoteller, vi bor på, vil være med morgenmad og aftensmad.

Prisen omfatter ikke frokost, drikkevarer, drikkepenge o. lign.

 

Vi flyver med Apollo, hvor der også vil være mad på flyet. Afrejse 16. juni 2012, kl. 16.30 og hjemkomst 24. juni 00.15. Rejsen gennemføres ved minimum 20 deltagere.

 

Pris: 9.950 kr. i delt dobbeltværelse; tillæg for enkeltværelse: 1.200 kr.

Depositum på 2.000 kr. skal betales ved tilmelding og restbeløb senest 1. maj 2012.

 

Tilmelding hurtigst muligt direkte til teknisk rejsearrangør: Akademisk Rejsebureau info@akademiskrejsebureau.dk Angiv ved tilmelding navn(e) som i passet, postadresse, telefonnummer og e-mail, sidste frist mandag den 16. januar 2012.

 

Yderligere oplysning hos rejseleder: ekstern lektor, mag.art. Thyge C. Bro på

47 170 894 eller thygecbro@mail.dk