VEDTÆGTER FOR FORENINGEN
ANTIKKENS VENNER
§1 Foreningens navn er Antikkens Venner.
§2 Foreningens formål er at iværksætte, støtte og stimulere kulturelle aktiviteter vedrørende antikken og forholdet mellem denne og Danmark med det sigte at udbrede kendskabet til og fremme forståelsen for betydningen af de klassiske sprog og den antikke kultur.
§3 Som medlem kan optages enhver, som ønsker at tilslutte sig foreningens formål.
§4 Kontingent for medlemsskab fastsættes for hvert regnskabsår, der går fra 1/9 til 31/8, af generalforsamlingen.
§5 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år inden for tidsrummet 15. oktober til 15. december.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det, eller når mindst 1/10 af foreningens medlemrner skriftligt fremsætter begæring derom med angivelse af, hvilke emner der ønskes behandlet.
§6 Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel ved skriftlig meddelelse til medlemmerne. Hvor generalforsamlingen er begæret afholdt af 1/10 af foreningens medlemmer, jf. §5, skal bestyrelsen indkalde generalforsamlingen senest 14 dage efter begæringens modtagelse.
§7 Indkaldelsen til generalforsamlingen skal angive dagsorden for denne.
Den ordinære generalforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
Valg af dirigent.
Bestyrelsens beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse.
Fastsættelse af kontingent.
Eventuelt indkomne forslag.
Valg af medlemmer til bestyrelsen samt 2 suppleanter.
Valg af 1 revisor samt 1 revisorsuppleant.
Eventuelt.
Når en formand afgår, kan vedkommende vælges som sideordnet bestyrelsesmedlem i ét år - og med stemmeret.
Bestyrelsen kan sætte yderligere punkter på dagsordenen. Forslag til vedtægtsændringer skal senest være bestyrelsen i hænde den 15. september. Andre forslag (jf. punkt 5 på dagsordenen) skal senest være bestyrelsen i hænde 8 dage før generalforsamlingen .
Senest 14 dage før generalforsamlingen ligger det reviderede årsregnskab hos formanden til eftersyn af de medlemmer, som måtte ønske dette. Ethvert medlem, der ønsker at modtage et eksemplar af regnskabet inden generalforsamlingen, vil på begæring få tilsendt et eksemplar heraf.
§8 Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af forsamlingen. Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed, med mindre andet følger af nærværende vedtægt.
Afstemninger skal finde sted skriftligt, såfremt blot et af de tilstedeværende medlemmer forlanger det. Der kan stemmes ved fuldmagt. Sådan fuldmagt skal være skriftlig og kan kun gives til et andet medlem. Intet medlem på generalforsamlingen kan i kraft af fuldmagt stemme for mere end ét medlem.
§9 Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender.
§10 Foreningens daglige ledelse varetages af en bestyrelse på 5-7 medlemmer, som vælges på den ordinære generalforsamling for et år ad gangen.
§11 Bestyrelsen konstituerer umiddelbart efter generalforsamlingen sig selv med en formand, en næstformand, en sekretær og en kasserer.
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsesmøde afholdes, når formanden finder det fornødent, eller når mindst 2 bestyrelsesmedlemmer kræver det.
Over bestyrelsens møder føres et beslutningsreferat, som underskrives af formanden eller næstformanden og referenten.
Bestyrelsen træffer beslutning ved simpel stemmeflerhed, men er kun beslutningsdygtig, når mindst 4 bestyrelsesmedlemmer er til stede. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslaggivende.
§12 Foreningen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem.
Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.
§13 Nærværende vedtægt kan ændres af generalforsamlingen, hvis forslag er udsendt i forbindelse med indkaldelsen, og hvis forslaget vedtages med mindst 2/3 af de afgivne stemmer.
§14 Beslutning om opløsning af foreningen kan træffes på generalforsamlingen efter samme regler, som gælder for vedtægtsændringer, jf. §13. Ved foreningens opløsning træffer generalforsamlingen bestemmelse om, hvordan der skal forholdes med foreningens formue. Denne kan dog kun anvendes til samme formål som er angivet i vedtægternes §2.
Ovenstående vedtægter er revideret på generalforsamlingerne 14/11-87, 27/10-90, 30/11-91 og senest på generalforsamlingen på Det Kongelige Danske Kunstakademi den 28. november 1992.